Allerede i husets aller første tid, mens det stadig var en beskidt og støvet fabrikshal, viste Felix' pionerer værdien af et flygel i huset. Til en støttekoncert for Felix med NHØP og Ole Koch Hansen havde de på forunderlig vis fået fat i et rigtigt koncertflygel - og det blev en uforglemmelig aften.
I 2004 overdrog Astrid Kjær sit flygel til Felix, og det har vi haft rigtig stor glæde af. Det begyndte dog efterhånden at knibe med at holde flyglet i ordentlig stemning, og tangenter og pedaler begyndte at svigte.
Lejre Jazz er afhængig af at der er et godt flygel i huset, så de tog initiativ til at søge om midler til indkøb af et nyt flygel, og fik et positivt tilsagn fra Byrial Jakobsens Fond.
Lejre Jazz, Lejre Kunstforening og Felix har sammen undersøgt markedet for brugte flygler og fundet frem til et der passer godt til huset i klang, alsidighed og robusthed.
Det nye flygel blev på flotteste vis indviet ved en solokoncert af Ulrich Stærk.
På vegne af Lejres borgere siger vi tak til Byrial Jokobsens Fond for det nye flygel,som giver huset helt nye muligheder.
2010-11-01, af Per Nørgaard